En arkitektonisk organisk skulptur formet som et højt tårn.
Tårnbygningen vokser op af jorden med cirka 127 meter og vil som kuriosum være netop den halve højde af Storebæltsbroens 254 meter høje pyloner. Med tårnhøjden er der plads til 38-40 etager samt kælderetage(r). Den runde tårnbygning kommer til at have en diameter på cirka 147 meter og et grundareal på cirka 15.500m². Arealet på de øvrige etager reduceres opefter hvor de øverste etager får et areal på cirka 580m² og tårnets samlede areal inkl. to kælderplan når op på cirka 105.900m². På toppen af tårnet etableres en udsigtsplatform med udsigt til Storebæltsbroen, Korsør by og en stor del af Vestsjælland.
Oplevelsen af at tårnet vokser op af jorden bliver skabt ved at pigstensbelægning løber fra det omkringliggende naturlandskab op langs facaden rundt om hele bygningen. Naturen træder med indenfor i bygningens foyer med vægge beklædt med plantevegetation og natursten samt rindende bække under glasgulvet via digitale monitorer.
Tagformen er inspireret af og tegnet med form som et blad med en stilk, som udspringer fra regnvandsbassin i terrænet. Taget får en funktion som regnvandsopsamler og fra regnvandsbassinerne løber vandet ad smalle kanaler ud til små oaser med plantevariation og bassiner for guldfisk. Når regnvandet falder, vil bygningen fremstå som et levende skulpturelt vandkunstværk, når regnvandet løber fra tagfladens ”stilk” og ned i regnvandsbassiner omkring bygningen.